Skarrild-Karstoft Museum og Lokalarkiv

Åbningstid er søndag fra kl. 14.00 til kl. 16.00, eller efter aftale.
December og januar er der lukket.
Ved besøg udover ovennævnte tidspunkter bedes der rettet henvendelse til:
Næstformand Chris Nørager, tlf. 9719 6364, eller Gerda Madsen, tlf. 9699 6603.

Kirkely

Kirkely, som ejes af Skarrild Kirke, er stillet til rådighed for "Skarrild Museum og Lokalarkiv" per 1. januar 1995.
Huset er bygget i 1844 / 45, efter sigende af pastor Christiansen som 
bolig for hans svigermor. Det kan ikke udelukkes, at det er ham, der har 
bygget det, men svigermoderen boede der aldrig.

I Kirkely findes lokalarkiv for Skarrild Sogn samt mindestue over flystyrtet i 1944 ved Søndergrene med supplerende effekter fra 2. verdenskrig.

Åbningstid er søndag fra kl. 14.00 til kl. 16.00, eller efter aftale. 
December og januar er der lukket.
Ved besøg udover ovennævnte tidspunkter bedes der rettet henvendelse til:
Næstformand Chris Nørager, tlf. 9719 6364, eller Gerda Madsen, tlf. 9699 6603.

 

Om museet i Skarrild

Mange har sikkert bemærket et lille stråtækt hus mellem kirkegårdsmuren og vejen, når man kommer nordfra og kører ned mod åen i Skarrild by.

Den opmærksomme har måske fået øje på et lille træskilt på husets østre gavl! MUSEUM står der på skiltet. Eller på det nye skilt, som er opsat på græsplænen med teksten MUSEUM og LOKALARKIV! Dette skilt gør opmærksom på, at det lille hus rummer Skarrild-Karstoft Museum og Lokalarkiv.

Denne forenings opgave er at fremme interessen for sognets historie, samt at indsamle, registrere og opbevare genstande og arkivalier. Og i øvrigt bidrage til at fremme interessen og forståelsen for egnens historie.
Vi åbner med glæde hver gang nogen måtte ønske det, f.eks. hvis en skoleklasse skulle få lyst til at snuse lidt til fortiden.

Vi som har vort virke på museet, ville glædes om endnu flere, det være sig enkelte personer, familie, foreninger og skoleklasser vil komme og besøge os.

Vi åbner med glæde døren til vort beskedne hus. Et hus, som vi velvilligt har fået stillet til rådighed af Skarrild Menighedsråd.
Indenfor i de lave, men hyggelige stuer, er én af dem indrettet som mindestue over 7 allierede flyvere, som i deres Lancaster bombemaskine blev skudt ned den 27. August 1944, og blev begravet på Skarrild kirkegård.

En tvillingbror til en af flybesætningen var død i Australien, og hans sidste ønske havde været, at hans urne måtte blive begravet ved siden af sin tvillingbror i Skarrild. En søn af den afdøde kom fra Australien med urnen, som så blev sat ned ved graven. Denne, og andre historier, skal du nok få fortalt når du engang besøger os på museet!

Et helt kapitel for sig er, hvad vores nu afdøde dygtige og ulønnede arkivleder Verner Nørgaard Andersen, (1930-2006) i løbet af årene havde fået registreret i sit edb-anlæg. Det drejer sig om et slægtsforskningsregister på hen ved 13.000 navne på folk fra Skarrild og omegn.

Der kommer mange forespørgsler fra folk som søger noget om deres forfædre. Der er forespørgsler både fra udlandet og fra Danmark. 
Pbv. Jørgen Kr. Hansen. (1941-2002)

Hvad du ellers bør vide

Adressen er: 


Skarrild - Karstoft Museum og Lokalarkiv
v/ Susanne Vestergaard, Vardevej 162, 7270 Stakroge, tlf. 2968 3760 
sdvestergaard@hotmail.com