Musikskole

På Skarrild Skole kan du modtage undervisning gennem Herning Musikskole.

Blokfløjte

Blokfløjten er et træblæserinstrument, der findes i mange forskellige størrelser. Man spiller på den ved at blæse ind i hullet i toppen og dække hullerne for at få forskellige toner.
Blokfløjten er et rigtig fint begynderinstrument, da det er forholdsvis enkelt at spille på - og det danner en god basis for en række andre blæserinstrumenter. Vi spiller på sopranblokfløjten.
Du kan starte som 7 årig.
Hold: Børn (Under 25) og Voksne (25+).

Keyboard

Keyboard: Et keyboard er et tangentinstrument hvor lyden frembringes elektronisk. Derved kan det imitere andre instrumenter såsom trommer, bas, strygere eller klaver.
Keyboard er et godt instrument, hvis du vil lære det musikalske håndværk fra grunden.
Vi spiller efter noder (også basnoder), efter akkorder og efter gehør.
Skolens lærer(e) er lydhør overfor dine ønsker om det være klassisk, populær eller rytmisk musik.
Som nybegynder vil du som oftest blive introduceret til et udvalg af kendte børnesange og den moderne pop og rock musik.
Hold: Børn (Under 25) og Voksne (25+).

Klaver

Klaveret er kendt af de fleste og bliver brugt i mange forskellige sammenhænge – både som soloinstrument og i orkestre. Klaveret kan være akustisk (”almindeligt”) eller elektrisk (el-klaver)
For at få det fulde udbytte af undervisningen er det nødvendigt, at eleven har et velfungerende klaver til rådighed. Musikskolens lærere er behjælpelige med vejledning ved køb/leje. Musikskolen udlejer ikke klaverer.
Alder: Fra 7 år og opefter
Hold: Børn 20 min. (7-25) og Voksne 20 min. (25+)
Undervisningsform: Begynderundervisningen foregår enten på hold a 2 elever eller som soloundervisning.
Undervisningens indhold: Grundlæggende klaverteknik, gehørspil, noder, akkorder, improvisation, sammenspil - 4-hændigt eller sammen med et andet instrument. Forskellige genrer (pop, jazz, klassisk osv)
”Øvelse gør mester” For klavereleven, som for alle andre musikskoleelever, gælder det, at øvning derhjemme er altafgørende for udbyttet af undervisningen. Det er derfor vigtigt, at eleven fra start får øvningen indlagt i hverdagen.
Koncerter: Eleven vil i løbet af skoleåret få mulighed for at spille til en koncert.
Niveau: Musikskolen tilbyder undervisning på alle niveauer – fra begynderundervisning til forberedende undervisning med henblik på uddannelse indenfor musik.

Sang, musical & stemmetræning

Sangundervisning: Undervisningen bygger på neutral teknik, som hjælper dig med at udvikle din stemme til et sundt instrument. Samtidig giver det dig mulighed for at synge mange forskellige genrer, f.eks. danske sange, pop-ballader, Disney-sange, musical og klassisk. Når du har gået nogle år, kan du så eventuelt specialisere dig inden for bestemte genrer og teknikker.
I løbet af sæsonen har du mulighed for at optræde til forskellige koncerter på musikskolen, enten sammen med andre eller solo. Måske skal du også synge solo på din skole eller vil til en audition, så får du hjælp til at blive klar til det.
Du kan begynde soloundervisning når du er fyldt 10 år (4. klasse).
Undervisningen er som udgangspunkt soloundervisning på 25 minutter om ugen.
Der er mulighed for at gå sammen på et lille hold, for måske har du i starten lyst til at gå med en ven eller veninde. Så skal I vælge holdundervisning, som er på 30 minutter ugentligt.
Hold: Børn 25 min. (10-25), Voksne 25 min. (25+), Holdundervisning 30 min.