Skarrildboerne tager skraldet

Godt og vel 30 skarrildboer mødtes søndag morgen, den 31. marts, for sammen at rydde op efter dem, der ikke forstår, at vi alle skal passe på naturen.

Efter en kort orientering med kaffe og rundstykker, dækkede mindre grupper strækninger i hele byen samt alle indfaldsveje i en radius af ca. tre km. Forårssolen skinnende, og selvom det var koldt, havde vi nogle hyggelige timer, hvor vi hjalp hinanden med at give naturen en hånd. 

Ca. 1150 kg. affald og 700 dåser blev samlet op i løbet af et par timer. Som noget nyt i år blev antallet af cigaretskodder også talt sammen, og det blev til svimlende 2900 cigaretskodder. Efter sortering af det indsamlede affald sluttede dagen med pølser og vand. 

Ugen forinden havde lokale børn fra børnehaven Uglebo samlet affald på legeplads, boldbane og børnehavens/skolens øvrige arealer, mens elever fra 5. og 6. kl. på Skarrild Skole havde samlet inden for bygrænsen.

 

Affaldsindsamlingen er en del af den landsdækkende kampagne fra Danmarks Naturfredningsforening, hvor over 200.000 børn og voksne i ugens løb har samlet affald i naturen. Bag det lokale arrangement stod Skarrild Borgerforening. En stor tak til alle, der deltog.

 

På vegne af Skarrild Borgerforening, 

Heidi Kousgaard